SkyFlux

PLANETER

Merkur på morgenhimlen: Brug Venus til at finde den før solopgang

Udgivet · Opdateret

Tegning af himlen i sydøst set fra København den 20. november, når det borgerlige tusmørke begynder: Merkur 9° over horisonten i azimut 128°, Venus 18° over horisonten i azimut 140°, Spica omkring 2° under Venus og en anelse til højre, Arcturus højt oppe og ekliptika som en stiplet linje, der stiger stejlt op fra horisonten.
Himlen over København (55,7° N) den 20. november, når det borgerlige tusmørke begynder, og Solen står 6° under horisonten. Den klare Venus viser vej; Merkur står omkring 15° nede til venstre for den. Positionerne er beregnet med JPL Horizons.SkyFlux · JPL Horizons

Sent om aftenen den 20. november (UTC) når Merkur sin største vinkelafstand vest for Solen, 19,6° (største vestlige elongation). For observatører på den nordlige halvkugle giver morgenerne omkring den dato en god chance for at se Merkur. Ingen af de planeter, der kan ses med det blotte øje, er sværere at finde. Den strålende Venus, der står højere og til højre for Merkur, viser, hvor du skal kigge.

Derfor er slutningen af november et godt tidspunkt på nordlige breddegrader

Merkurs bane ligger inden for Jordens, og set herfra svinger planeten derfor fra den ene side af Solen til den anden. Når den står vest for Solen, står den op før Solen og ses i morgentusmørket; sent den 20. november (UTC) når den sin største vinkelafstand på den side.

Den afstand er ikke stor. Det, der hjælper, er ekliptika, Solens årlige vej hen over himlen, som planeterne holder sig tæt på. Før solopgang om efteråret på den nordlige halvkugle stiger ekliptika stejlt op fra den østlige horisont: Når det borgerlige tusmørke begynder den 20. november, danner den en vinkel på omkring 46° med horisonten set fra København, mod kun 12° ved daggry omkring forårsjævndøgn. Når banen er stejl, står Merkur over Solen i stedet for ved siden af den, og en større del af planetens vinkelafstand til Solen bliver til højde over horisonten.

Dels fordi ekliptika vest for Solen løber mod nord på denne tid af året, dels fordi Merkur selv står omkring 2° nord for ekliptika, står planeten et godt stykke nord for Solen på himlen. Deklination er himlens modstykke til breddegrad: Merkurs er −12,2°, Solens −19,8°. På nordlige breddegrader står Merkur derfor op længe før Solen; i København godt to timer før solopgang.

Hvor du skal kigge hen

Kig lavt på himlen i sydøst (længere mod syd skal du kigge mere mod østsydøst), fra omkring en time før solopgang. På det tidspunkt står Merkur allerede 7–8° over horisonten på breddegrader fra 40° til 59° N; tidligere står den lavere og dybere nede i disen ved horisonten. Find Venus først. Den passerede mellem Jorden og Solen i slutningen af oktober (nedre konjunktion) og er nu det klareste himmellegeme i den del af himlen med en magnitude på −4,9 (jo lavere tal på magnitudeskalaen, desto klarere lyser himmellegemet). Merkur står længere nede til venstre, omkring 15° fra Venus den 20. november, eller halvanden knytnæve med strakt arm. Afstanden vokser fra 13° den 14. til 20° den 26., fordi Venus fjerner sig hurtigere fra Solen end Merkur, som begynder at nærme sig Solen igen efter den 20.

Højde over horisonten den 20. november, når det borgerlige tusmørke begynder, og Solen står 6° under horisonten:

  • 55,7° N (København): Merkur 9°, Venus 18°; det borgerlige tusmørke begynder kl. 07.07 dansk tid (06.07 UTC), 47 minutter før solopgang.
  • 51,5° N (London): Merkur 10°, Venus 19°; det borgerlige tusmørke begynder 42 minutter før solopgang.
  • 40° N (Madrid, New York): Merkur 12°, Venus 24°; det borgerlige tusmørke begynder 33 minutter før solopgang.

Merkur holder sig omtrent i denne højde fra omkring den 17. til den 23. november. Omkring 2° under Venus, en anelse til højre, står Spica, den klareste stjerne i Jomfruen. Forveksl den ikke med Merkur, som lyser klarere og står meget lavere og længere til venstre.

Åbn stjernekortet i SkyFlux for at se, hvor på himlen Merkur står set fra dit eget observationssted.

Det kan du se

For det blotte øje er Merkur blot et lyspunkt på en himmel, der lysner, og planeten lyser stærkere dag for dag, fordi vi ser mere af dens solbelyste halvdel: magnitude +0,3 den 14. november, −0,2 den 17., −0,4 den 20. og −0,6 den 23. Tæt ved horisonten dæmper disen den dog, så den kan se svagere ud, end tallene antyder.

En kikkert er en hjælp: Lad den glide langsomt ned og mod venstre fra Venus, og når du har fundet Merkur, så sænk kikkerten og find planeten med det blotte øje. Læg kikkerten væk før solopgang. Solen står op tæt ved det sted, du har kigget på, og selv et kort glimt af den gennem en kikkert kan give varige øjenskader.

Månen er ikke i vejen: Til og med den 23. november er den gået ned, før det lysner, og fra fuldmåne den 24. hænger den lavt i vest ved daggry, på den modsatte side af himlen i forhold til Merkur.

Derfor er Merkur svær at se

Merkurs bane er så lille, at planeten set fra Jorden aldrig kommer mere end omkring 28° fra Solen. På danske breddegrader ses den derfor lavt og i tusmørke og sjældent eller aldrig på en helt mørk himmel. Denne gang er maksimum kun 19,6°, fordi Merkur er omkring 50 millioner km fra Solen, tæt ved sin mindste afstand på 46 millioner km og et godt stykke under sin største på 70 millioner km; jo tættere Merkur er på Solen, desto mindre bliver dens største tilsyneladende afstand fra Solen.

Kilder og licenser

  • JPL Horizons (NASA/JPL) — Positioner, elongation, magnituder, fase, deklinationer samt højde og azimut set fra observationsstedet for Merkur, Venus, Solen og Månen, beregnet den 17. oktober 2026 (for København den 20. oktober 2026). https://ssd.jpl.nasa.gov/horizons/
  • SIMBAD (CDS, Strasbourg) — Koordinater og V-magnitude for Spica (alf Vir) og Arcturus (alf Boo). https://simbad.cds.unistra.fr/simbad/
  • NASA NSSDC Mercury Fact Sheet — Merkurs afstand fra Solen i perihelium (46,0 millioner km) og aphelium (69,8 millioner km). https://nssdc.gsfc.nasa.gov/planetary/factsheet/mercuryfact.html

Se det på himlen, hvor du bor

Flere nyheder

Kometen Euclid: ESA's teleskop, der kortlægger galakser, har fundet sin første komet

ESA's rumteleskop Euclid, der er bygget til at kortlægge galakser, har fundet sin første komet, som nu hedder C/2026 S1 (Euclid). Den er omkring 1,3 milliarder kilometer fra Jorden og befinder sig højt over det plan, planeterne bevæger sig i, næsten lodret over Solen; dens bane hælder 85° i forhold til dette plan.

Nogle hvide dværge ville se grønne, lyserøde eller lyslilla ud tæt på

Hvide dværge er de tætte rester af stjerner som Solen, og vi forestiller os dem som regel hvide eller svagt blå. En undersøgelse ledet af Mark Hollands fra University of Warwick, offentliggjort i RAS Techniques and Instruments den 15. oktober 2026, beregner, hvilken farve en iagttager ville se, hvis vedkommende var tæt nok på til at se den hvide dværg som en skive. De fleste er faktisk hvide: Blandt de 152 hvide dværge nærmest Solen har kun omkring hver tredivte en farve, der tydeligt adskiller sig fra et glødende legemes, og de få ser lyserøde eller gule ud. Blandt de sjældnere, håndplukkede stjerner fandt holdet desuden én, der ville se tydeligt grøn ud.

MACS J0454.1-0300: Webbs billede af en gylden galaksehob, der bøjer lyset fra fjerne galakser

Månedens billede fra Webb for september 2026 viser MACS J0454.1-0300, en galaksehob i Orion. Hobens tyngdekraft afbøjer og forstørrer lyset fra langt fjernere galakser bag den, og små, lyse pletter i dem ses i nogle tilfælde forstørret mere end 300 gange.

ALMA's cyklus 13: rekordefterspørgsel og nye Band 2-modtagere

ALMA-observatoriet i Chile begyndte sin trettende observationscyklus den 1. oktober 2026 med rekordefterspørgsel: Astronomerne bad om næsten ni gange så meget tid på observatoriets vigtigste antennegruppe, 12 m Array, som der var til rådighed. Samtidig blev et nyt sæt modtagere, kaldet Band 2, for første gang stillet til rådighed i en almindelig observationscyklus.