Uranus i opposition: sådan finder du den blågrønne planet i Tyren

Hvorfor oppositionen er et godt tidspunkt

Ved opposition passerer Jorden mellem Solen og Uranus, så planeten står på den modsatte side af himlen i forhold til Solen. Derfor står Uranus op omkring solnedgang, går ned omkring solopgang og står højest midt om natten (stik syd, hvis du befinder dig nord for omkring 21° nordlig bredde), når himlen er mørkest.

Det er også nu, Uranus er tættest på os: omkring 2,76 milliarder km, eller 18,44 gange afstanden mellem Jorden og Solen. Fordi Uranus er omkring 19 gange så langt fra Solen som Jorden, ændrer Jordens omløb kun afstanden til Uranus med omkring 10 % i løbet af året, og derfor ændrer planetens lysstyrke sig næsten ikke: magnitude 5,6 ved oppositionen og 5,8 næste maj, når den står bag Solen (på denne skala betyder et mindre tal et lysstærkere objekt). Det, du reelt får ud af oppositionen, er en lang nat, hvor planeten står højt; i år vender de mørke timer uden Måne tilbage fra omkring den 29. november.

Her skal du kigge

Uranus står i Tyren, omkring 5° sydøst for stjernehoben Plejaderne og omkring 8° nordvest for Aldebaran, Tyrens klare, orange stjerne. Begge ses let med det blotte øje og fører dig hen til det rigtige stykke himmel.

Tættere på Uranus danner tre stjerner en lille vejviser. 37 Tauri, magnitude 4,4, står omkring 1,4° nord for Uranus, en anelse mod vest, og lige ved siden af den står den svagere 39 Tauri. Omkring 1,4° sydøst for Uranus står ω¹ Tauri, magnitude 5,5. Uranus bevæger sig langsomt mod vest i forhold til disse stjerner, omkring 0,4° på ti dage, og i slutningen af november passerer den næsten præcis syd for 37 Tauri.

Sådan står Uranus højest over horisonten i syd:

• 55,7° nordlig bredde (København): 55° over horisonten
• 51,5° nordlig bredde (London): 59° over horisonten

Set fra den sydlige halvkugle står den lavere, fordi den ligger nord for himlens ækvator: fra 35° sydlig bredde når den omkring 34° op over horisonten i nord.

Åbn himmelkortet i SkyFlux for at se, hvor Uranus står på himlen, der hvor du er.

Fuldmånen kommer i vejen

Det er fuldmåne den 24. november, og samme dag passerer Månen omkring 5° nord for Uranus. Indtil de tidlige morgentimer den 26. er mere end 95 % af Månen belyst, og den er aldrig mere end omkring 24° fra planeten, så de to står i samme del af himlen hele natten. Måneskinnet overstråler de svageste stjerner, og for det blotte øje forsvinder Uranus sammen med dem. I en kikkert kan du stadig finde den, men kontrasten er langt mindre.

Du behøver ikke at observere netop oppositionsnatten: Uranus holder sig i flere uger næsten lige så lysstærk som ved oppositionen. Fra omkring den 29. november står Månen så sent op, at himlen omkring Uranus er mørk om aftenen, og i den første uge af december er der i København fra knap seks til omkring ni timer uden Måne hver nat, mens planeten står højt.

Det kan du se

Med det blotte øje er Uranus tæt på grænsen for, hvad du kan se. Den er svagere end 37 Tauri og omtrent lige så lysstærk som ω¹ Tauri. Det kræver et mørkt sted, en måneløs himmel og at du ved præcis, hvor du skal kigge. Den er så svag, at ingen genkendte den som planet før 1781. Det år fik William Herschel øje på den i sit teleskop og troede først, at det var en komet; den blev den første planet, der blev opdaget med et teleskop.

Med en kikkert er den let at finde: alle tre vejviserstjerner og Uranus kan ses i ét synsfelt. Den ligner bare endnu en stjerne, så sammenlign med et stjernekort, eller kig igen en uge senere: til den tid har Uranus flyttet sig næsten dobbelt så langt mod vest, som 37 og 39 Tauri står fra hinanden.

I et teleskop er den ikke længere et punkt. Uranus er 3,8 buesekunder i diameter, så ved 100 ganges forstørrelse ser den omkring en femtedel så bred ud som fuldmånen gør for det blotte øje: lille, men tydelig som en skive. Det er skiven og den blege, blågrønne farve, der adskiller den fra en stjerne. Farven skyldes, at metan i atmosfæren absorberer rødt lys.