Geminidernes maksimum: de bedste nætter og hvor du skal kigge hen

Hvilken nat skal du vælge?

Aktiviteten er kun høj (en ZHR på 100 eller mere, se »Det får du at se«) i 10 til 12 timer omkring maksimum. Ifølge IMO har de godt observerede maksima i de seneste to årtier ligget alt fra omkring 17 timer før til 4 timer efter det forudsagte tidspunkt. I 2026 betyder det, at maksimum kan komme når som helst mellem kl. 21.00 UTC den 13. december og kl. 18.00 UTC den 14.

I Europa ligger det meste af natten mellem den 13. og 14. december inden for det tidsrum. Kommer maksimum tidligt, ser man det altså med radianten højt på himlen. Aftenen den 14. ligger tættere på det forudsagte tidspunkt, men radianten står stadig lavt i de første timer: set fra København er den kun omkring 6° over horisonten kl. 16.00 UTC og 19° kl. 18.00 UTC og først over 30° omkring kl. 20.00 UTC. Længere mod øst når den de samme højder tidligere. Alligevel er den aften et forsøg værd, for ifølge IMO bliver lysstærke Geminider almindeligere senere i maksimumsperioden. På Nordamerikas vestkyst slutter natten mellem den 13. og 14. december kun omkring en time før det forventede maksimum; længere mod øst bliver det lyst tidligere.

Hvor du skal kigge hen

Geminider kan dukke op hvor som helst på himlen, men følger du deres spor bagud, fører sporene alle tilbage til ét punkt, radianten. Den ligger tæt ved den klare stjerne Castor i Tvillingerne.

I det meste af Europa står radianten op i nordnordøst omkring solnedgang, og midt om natten står den højest i syd. Set fra København (55,7° N) når den 67° over horisonten omkring kl. 01.06 UTC den 14. december, og natten mellem den 13. og 14. står den højere end 40° fra omkring kl. 20.45 til 05.30 UTC. Nord for omkring 57° N går radianten aldrig ned. København ligger lidt syd for den grænse, så her dykker den omkring 1° under horisonten i nord, men kun fra omkring kl. 11.55 til 14.20 UTC, mens det er lyst. Jo højere radianten står, desto flere stjerneskud ser du, så det meste af natten egner sig godt til at kigge efter dem.

Du behøver ikke at kigge på selve radianten: stjerneskud tæt ved den efterlader korte spor, og jo længere fra den de dukker op, desto længere bliver sporene. Vend dig mod den mørkeste del af himlen, og kig omtrent halvvejs mellem horisonten og zenit. Himmelkortet i SkyFlux viser, hvor radianten står set fra din placering.

På den sydlige halvkugle ser man færre Geminider. Radianten ligger 33° nord for himlens ækvator, så fra Sydney (34° S) kommer den højst 23° op over horisonten i nord, og syd for 57° S står den aldrig op. I det østlige Australien er det mørkt, når maksimum ventes, men regn kun med omkring en tredjedel af det antal, man ser, når radianten står højt.

Det får du at se

IMO angiver en ZHR på 150 for Geminiderne. ZHR (af engelsk zenithal hourly rate) er det antal meteorer, én observatør ville tælle på en time under en helt klar himmel, hvor stjerner ned til magnitude 6,5 er synlige, og radianten står lige over hovedet. I virkeligheden ser man færre, først og fremmest fordi himlen er lysere. Betyder lysforureningen, at de svageste stjerner, du kan se, har magnitude 5,5 i stedet for 6,5 (jo højere tal, desto svagere stjerne), deles antallet af Geminider med omkring 2,6, og for hver magnitude, du mister derudover, deles det igen med 2,6. Ved maksimum og med radianten 60° oppe giver en forstadshimmel, hvor man kan se stjerner ned til magnitude 5,5, omkring 50 meteorer i timen, en lys byhimmel omkring 30 og en mørk himmel på landet omkring 80. Det er tallene for selve maksimum. Natten mellem den 13. og 14. december står radianten højest over København knap 13 timer før det forventede maksimum, så regn med færre, medmindre maksimum kommer tidligt.

Geminiderne trænger ind i atmosfæren med 35 km/s, langsommere end Perseiderne (59 km/s), og ser derfor mærkbart langsommere ud. Sværmen er kendt for lysstærke meteorer og ildkugler.

Månen er tiltagende, og kun 19–27 % af dens skive er belyst. Set fra København går den ned omkring kl. 18.45 UTC den 13. december og omkring kl. 20.05 UTC den 14.; derefter er der ingen måne på himlen, før det lysner.

En meteorsværm fra en asteroide

Vidste du?De fleste meteorsværme stammer fra kometer, men Geminiderne stammer fra 3200 Phaethon, en asteroide med en diameter på omkring 6 km. Når den er nærmest Solen, er afstanden 0,14 astronomiske enheder (omkring 21 millioner km), mindre end halvdelen af Merkurs mindste afstand til Solen. Tæt ved Solen får Phaethon en kort hale, og i 2023 viste solobservatorier, at halen består af natriumgas og ikke af støv. Hvad der fik Phaethon til at afgive så meget støv, er stadig en gåde.