Leoniderne topper natten mellem den 17. og 18. november — et stille år for sværmen, der engang faldt som sne

Hvornår: natten mellem den 17. og 18. november, bedst i timerne før daggry

Maksimum falder den 17. november 2026 omkring kl. 23.45 UTC. Det er det øjeblik, hvor Jorden krydser kometbanens plan, og to uafhængige kilder er enige om det: tallet for maksimum fra International Meteor Organization (IMO) og kometens bane fra NASA's Horizons-system placerer Jorden samme sted — så præcist, som IMO angiver tallet, nemlig på en hundrededel af en grad. En model af sværmens baggrundsstøv lægger dens flade maksimum omkring otte timer tidligere, omkring kl. 16.00 UTC. Toppen er så bred, at forskellen næppe betyder noget: det, der tæller, er natten mellem den 17. og 18. november, uanset hvor du er.

Månen kommer ikke i vejen. Den er i første kvarter den dag, halvt belyst. På nordlige mellembreddegrader går den ned sent om aftenen, før radianten er kommet højt nok op til, at det betyder noget; på den sydlige halvkugle går den ned en time eller to efter midnat. Derefter er himlen måneløs indtil daggry, og SkyFlux-appen viser, hvornår Månen går ned der, hvor du er.

Tag 59° nordlig bredde som eksempel: dér står radianten op sent om aftenen. Et par timer efter midnat står den omkring 28 grader oppe i øst, og den bliver ved med at stige resten af natten, til omkring 51 grader, når morgenens astronomiske tusmørke sætter ind, og himlen begynder at lysne. De bedste timer dér er derfor de sidste tre før daggry: radianten står højt, Månen er for længst gået ned, og himlen er stadig helt mørk. SkyFlux-appen beregner de bedste timer ud fra dine egne koordinater.

Er det overskyet natten mellem den 17. og 18. november, er den næste nat en ny chance, om end en dårligere: til den tid er sværmens baggrundsaktivitet faldet til omkring en fjerdedel af toppen (i den aktivitetsprofil, SkyFlux bruger). Månen er også lysere og går omkring halvanden time senere ned. Én model forudsiger nogle få ekstra meteorer omkring kl. 02.50 UTC den 19. november fra støv, som kometen afgav i 1699.

Et stille år — og hvor stille

Leoniderne er berømte for deres storme, så det er værd at sige det ligeud om 2026: der ventes hverken storm eller udbrud. Mikhail Maslov, der beregner, hvor hvert af kometens gamle støvspor ligger, har ikke fundet noget nævneværdigt møde med et spor i år og venter, at sværmen vil bestå af det brede baggrundsstøv. Hans tal for maksimum er en ZHR (af engelsk zenithal hourly rate) på 15, og IMO's katalog giver det samme.

ZHR er det antal meteorer, én observatør ville se på en time med radianten lige over hovedet under en fuldstændig mørk himmel. Den slags forhold får ingen i virkeligheden. Regnet om til radiantens faktiske højde før daggry på 59° nordlig bredde giver det omkring 10 meteorer i timen under en meget mørk himmel, 3 til 4 på landet nær en by og 1 eller 2 i udkanten af en by. Tallene kommer fra en model, og en ærlig fejlmargin er omkring 50 procent til hver side. Det er ikke noget skue. Det er en god, mørk, måneløs morgen med et stjerneskud med få minutters mellemrum, hvis du er langt nok fra lysene.

Hvor du skal kigge: find Seglen, og kig så væk fra den

Radianten — det punkt, som sværmens meteorer ser ud til at flyve ud fra — ligger i hovedet på Løven, i en bue af stjerner, der ligner et spejlvendt spørgsmålstegn og kaldes Seglen. Det er Løven, sværmen har sit navn fra. Seglen er også nøglen til at skelne en leonide fra en sporadisk meteor, altså en, der ikke hører til nogen sværm: følg meteorens stribe baglæns, og fører den til Seglen, var det en leonide.

Du skal ikke stirre på radianten for at se sværmen. En meteor tæt ved den kommer næsten lige imod dig, så dens stribe bliver kort; en meteor, der dukker op længere fra den, ses mindre forkortet og tegner en længere streg. Derfor råder NASA selv til at kigge væk fra radianten. På den nordlige halvkugle skal du vende dig mod øst eller sydøst, så radianten er i din del af himlen, men lad være med at fæstne blikket på den; læg dig ned, kig op, og lad blikket favne så meget af himlen som muligt. Giv dem først op til en halv time til at vænne sig til mørket.

Hvorfor de er så hurtige: et frontalt sammenstød

Leoniderne kommer ind i atmosfæren med omkring 71 kilometer i sekundet — den højeste fart på hele IMO's liste over sværme. Det er omkring 255.000 km/t: 100 kilometer klarer de på under halvandet sekund.

Forklaringen er kometens bane. Komet 55P/Tempel-Tuttle og alt dens støv kredser om Solen i modsat retning af Jorden — banen hælder 162,5 grader, så meget, at kometen bevæger sig baglæns i forhold til planeterne; astronomer kalder det en retrograd bane. På maksimumsnatten bevæger Jorden sig med 30 km/s i sin bane, og et korn af kometens støv i samme afstand fra Solen bevæger sig med omkring 41 km/s i næsten den modsatte retning. Fordi de mødes næsten forfra, lægges de to hastigheder nogenlunde sammen: omkring 71 km/s. En leonide er et frontalt sammenstød.

Det er også grunden til, at sværmen hører morgenen til. I timerne efter midnat står du på Jordens forreste side, den side, der kører fremad i banen, og Leonidernes radiant ligger højst ti grader fra det punkt, Jorden bevæger sig hen imod. Radianten står op sent om aftenen og står højest i nattens sidste mørke timer, fordi den ligger næsten præcis i Jordens kurs.

Selve partiklerne er bittesmå — de fleste er mindre end et sandkorn. Men ved denne fart rummer hvert kilogram støv omkring 2,5 gigajoule energi, cirka 600 gange så meget som et kilogram TNT, og omkring fire gange så meget pr. kilogram som en geminide, der kommer ind med 35 km/s. Det hele bliver brugt højt oppe i atmosfæren, og den stribe, du ser, er den energi, der bliver frigjort; de klareste kan efterlade et svagt lysende skær, der bliver hængende på himlen et stykke tid, efter at meteoren er væk.

Kometen bag dem: 55P/Tempel-Tuttle

Leonidernes moderkomet er kometen 55P/Tempel-Tuttle, hvis kerne er omkring 3,6 kilometer i diameter. Den blev fundet uafhængigt af Tempel i 1865 og af Tuttle i 1866. Den kredser om Solen på 33,2 år. Sidst var den nærmest Solen den 28. februar 1998, og den er tilbage igen den 20. maj 2031.

Hver gang kometen kommer tæt på Solen, afgiver den støv, der bliver liggende i dens bane som et smalt, tæt spor. Unge spor er stadig samlet og ligger tæt ved kometen, så Jorden møder dem typisk i årene lige før og efter kometens passage — og derfor kommer Leonidernes meteorstorme i klynger med omkring 33 års mellemrum. Men det er ikke alle passager, der giver en storm. Om Jorden går gennem den tætteste del af et spor, afhænger af, hvordan planeternes tiltrækning, først og fremmest Jupiters, har flyttet sporet, siden det blev frigjort. I 2026 er kometen langt fra Solen, og Jorden passerer ikke gennem nogen tæt del af dens unge spor: sværmen vil hovedsagelig bestå af gammelt, udspredt støv med kun små bidrag fra enkelte spor.

1833: natten, hvor meteorforskningen begyndte

Mennesker havde oplevet Leonidernes storme, længe før nogen forstod dem. Astronomer i Kina og iagttagere i det nuværende Egypten og Italien beskrev en storm i 902. I 1799 så Humboldt og Bonpland en fra Cumaná i Venezuela: Humboldt skrev om tusinder af ildkugler og stjerneskud, der faldt efter hinanden i fire timer, og Bonpland sagde, at der ikke fandtes et stykke himmel på tre månebredder, som ikke var fyldt med meteorer.

Natten mellem den 12. og 13. november 1833 kom stormen over det østlige Nordamerika, fra støv, der havde forladt kometen i 1800. I Boston anslog man, at der faldt omtrent halvt så mange meteorer som snefnug i et almindeligt snefald. Ud fra raten, mens stormen ebbede ud, satte et samtidigt skøn det samlede antal til 240.000 synlige meteorer på ni timer — et skøn, ikke en optælling, men det svarer til titusinder i timen. En mand i Washington skrev i sin dagbog, at det skræmte folk halvt ihjel.

Denison Olmsted, professor ved Yale, lagde mærke til noget, der gjorde natten vigtig for videnskaben. Meteorerne faldt ikke tilfældigt: de strømmede alle ud fra ét punkt i Løven, og efterhånden som natten gik, flyttede punktet sig hen over himlen sammen med stjernerne. Noget i atmosfæren ville have stået stille over landskabet og var fulgt med rundt, når Jorden drejede. Noget, der fulgte stjernerne, måtte befinde sig uden for atmosfæren, ude i rummet. Olmsted samlede beretninger fra iagttagere i Amerika og Europa og fremlagde argumentet i American Journal of Science i 1834. Dermed begyndte studiet af meteorer som en del af astronomien.

Fra 1866 til 1966: en komet bliver fundet, en storm udebliver, og en storm bliver talt

I 1866, det år Tuttle fandt kometen, kom der endnu en storm, denne gang over Europa. Kometens omløbstid var netop blevet beregnet til omkring 33 år, og inden for få måneder så astronomerne, at Leonidernes strøm fulgte den samme bane. Sammen med Perseiderne blev Leoniderne en af de to første meteorsværme, der blev knyttet til en bestemt komet.

Treogtredive år senere ventede alle, at stormen ville komme igen. I 1899 sendte forskere i Paris endda en ballon op med Dorothea Klumpke, den første astronom, der holdt udkig efter meteorer fra luften. Stormen kom aldrig.

Den kom igen i 1966, men ikke der, hvor den var forudsagt. Nogle havde spået en storm over Europa; i stedet brød den løs over Amerika. På Kitt Peak i Arizona talte et hold under ledelse af Dennis Milon 33 leonider i den første time. Kl. 11.54 UTC, omkring tre en halv time efter at de var begyndt at tælle, var raten 40 meteorer i sekundet, og den holdt sig omkring det niveau i cirka tyve minutter. En senere analyse af radarmålinger fra den nat viste, at stormens kerne varede under en halv time (raten lå over halvdelen af toppen i 23 minutter). Hvordan den nat skal udtrykkes som ZHR, diskuteres stadig, og skønnene afviger med en faktor ti; men der er ingen tvivl om, hvad man talte på bjerget.

Vidste du?Støvet bag den store storm i 1966 forlod kometen i 1899 — netop det år, hvor alle ventede på en storm, der ikke kom. Treogtredive år senere gav det samme spor også stormen i 1999. Kometpassagen, der skuffede alle i 1899, havde lagt støvet ud til de næste to storme.

1998 og 1999: Hubble vender sig væk, og Månen bliver ramt

I slutningen af 1990'erne gjaldt bekymringen rumfartøjerne. Før sværmen i 1998 drejede holdet, der styrer Hubble-rumteleskopet, teleskopet, så bagenden vendte mod strømmen i ti timer og solpanelerne vendte kanten mod den, selv om de anslog risikoen for, at det blev ramt, til under én ud af ti tusind. Det år kom sværmen med en anden overraskelse: et udbrud af klare ildkugler omkring 16 timer før det forudsagte maksimum, fra støv, som kometen afgav i 1333, og som siden er blevet holdt samlet af en 5:14-resonans med Jupiter. Støvet kredser fem gange om Solen, mens Jupiter kredser fjorten gange, så Jupiters træk gentager sig samme sted igen og igen og holder støvet samlet i stedet for at lade det sprede sig.

Stormen i 1999 var den første af Leonidernes storme, der blev forudsagt korrekt på forhånd ud fra modeller af, hvor hvert enkelt gammelt støvspor ligger. Modellerne sagde, hvornår Jorden ville møde sporet fra 1899, og den 18. november omkring kl. 02.00 UTC skete det: en ZHR på flere tusind, mellem omkring 3.700 og 5.000 afhængigt af, hvordan man tæller. Det tal er, ligesom de senere tal for storme, en ZHR: raten under den ideelle himmel, der er beskrevet ovenfor. Det er ikke en rå optælling som den, holdet på Kitt Peak lavede i 1966.

Den nat bød også på noget, ingen havde set før. Leoniderne rammer ikke kun Jorden; de rammer også Månen, hvor der ikke er noget, der bremser dem. Et hold under ledelse af Ortiz holdt øje med den uoplyste del af Månens skive og registrerede fem korte glimt, der hver varede mindre end 1/50 sekund — de første lysglimt fra støvkorns nedslag på Månen, der er bekræftet uden for al tvivl.

Strømmen gav storme igen i 2001 og 2002: i 2001 to inden for samme døgn, én over Amerika og én over Østasien og Australien, hver med en ZHR over 1.000; og i 2002 to toppe med en ZHR på omkring 2.350 og 2.660. Siden da har der ikke været nogen.

Fra begge halvkugler, men ikke lige godt

Leonidernes radiant ligger 22 grader nord for himlens ækvator, så sværmen kan ses fra næsten hele verden. Den ses bedst fra den nordlige halvkugle. På 59° nordlig bredde stiger radianten gennem alle de mørke timer og står omkring 51 grader oppe, når morgenens astronomiske tusmørke begynder; sit højeste punkt, 53 grader, når den først senere, da himlen allerede er tydeligt lysere.

På breddegraden for Sydney, Cape Town, Buenos Aires eller Santiago, omkring 34 grader syd, kommer den højst omkring 34 grader op, og den højde nås først efter solopgang, i dagslys. Når morgenens astronomiske tusmørke begynder dér, står den kun omkring 17 til 19 grader over horisonten. Observatører på den sydlige halvkugle får Leonider at se, men færre, i et kortere mørkt vindue og med radianten lavt på himlen. Syd for 68 grader sydlig bredde står radianten slet ikke op.

Hvornår kommer den næste storm? Modellerne er uenige

Man taler som regel om en meteorstorm, når ZHR er mindst 1.000. Kometen vender tilbage i 2031, og det er oplagt at lede i årene omkring 2031 — men de, der modellerer støvsporene, er ikke enige om, hvad de år vil bringe.

For 2027 angiver IMO's kalender flere mulige små udbrud, hver med en ZHR på op til omkring 40 til 50. For begyndelsen af 2030'erne giver Maslovs beregninger stærke år, men ingen storme: en ZHR på op til omkring 400 i 2033, 500 i 2034 og 350 i 2035. Hans næste egentlige storm kommer først i 2094. En undersøgelse af Abe, offentliggjort som preprint i august 2026 og endnu ikke fagfællebedømt, finder langt mere: en ZHR på omkring 1.400 i 2033, fra det samme spor fra 1899, som gav stormen i 1999, og to kraftige toppe med en ZHR på omkring 1.400 og 1.200 i 2034.

Det ærlige svar er altså, at ingen kan love den næste storm. Én model sætter den syv år ude i fremtiden, en anden næsten halvfjerds. Det, modellerne er enige om, er, at årene omkring 2033 vil ligge et godt stykke over et almindeligt år — og at 2026 ikke er et af dem.

Hvorfor gå ud i et stille år

En ZHR på omkring 15 og måske ti i timen fra et ordentligt mørkt sted — mere lover 2026 ikke, så lov ikke for meget, hvis du tager en ven med. Skyerne er den største risiko: midt i november er himlen ofte overskyet på nordlige breddegrader, så hold øje med vejrudsigten, og hav den næste nat i baghånden.

Men selv et roligt år for netop denne sværm er værd at stille vækkeuret for. Månen er af vejen, radianten stiger gennem en helt mørk himmel, og hver meteor, du ser, er noget af det hurtigste, der nogensinde når atmosfæren: et støvkorn fra en komet, der sidst kom forbi i 1998, og som møder Jorden forfra med 71 kilometer i sekundet. Du ser på den samme strøm, der faldt som sne over Boston i 1833 og gav fyrre meteorer i sekundet over Arizona i 1966.

Gå ud i de sidste mørke timer før daggry, hvis du kan, et sted væk fra byens lys, og tag varmt tøj på. I SkyFlux viser siden Meteorsværme radiantens højde og retning på din egen himmel, listen Mørke observationssteder fortæller, hvor langt du skal køre, og Himmeldagbog noterer dato, sted og himlens tilstand for dig, når du ser noget.