SkyFlux

»Rumvandmand« over Florida: Derfor lyste CRS-35-opsendelsen på himlen før daggry

Udgivet · Opdateret

En blåhvid, tynd og flosset kuppelformet sky med et rødorange bånd indeni, højt på en mørkeblå stjernehimmel; under den en svag, bleg ring om et skarpt lyspunkt, hvorfra en tynd stribe stiger op mod kuplen; træer i venstre kant og et hjørne af et tag nederst til højre.
CRS-35's Falcon 9 over Florida før daggry: Lyspunktet er selve raketten, og den lysende sky over den er udstødning, der har bredt sig ud i den tynde luft så højt oppe, at sollyset nåede den, mens jorden nedenunder stadig lå i mørke.NASA/Bill White

Den 13. oktober kl. 10.33 UTC, omkring 50 minutter før solopgang, lettede en Falcon 9 fra Florida med last til Den Internationale Rumstation. Det var stadig mørkt på jorden, men mens raketten steg, nåede udstødningen op i sollyset og bredte sig ud over himlen som en lysende »rumvandmand« – på engelsk space jellyfish.

En lysende sky på en mørk himmel

CRS-35, SpaceX' 35. fragtmission for NASA, lettede tirsdag den 13. oktober 2026 fra Space Launch Complex 40 på Cape Canaveral. Ved affyringsrampen stod Solen da stadig omkring 11,5° under horisonten, og der var cirka 50 minutter til solopgang.

Mens raketten steg, svulmede udstødningen op til en lysende, gennemskinnelig kuppel med en lang hale på den stadig mørke himmel. Den kunne ses langt uden for Florida: Space.com bragte et foto fra Colbert i Georgia, og FOX Carolina berettede om iagttagelser i Upstate-regionen i South Carolina. Ifølge Space.com kunne millioner se den – et løst skøn, ikke en optælling.

Hvorfor udstødningen lyser, når det er mørkt på jorden

Når Solen står under horisonten, ligger jordoverfladen i Jordens skygge, men luften højt oppe er stadig i sollys. NASA's Kennedy Space Center forklarer det enkelt: En »vandmand« opstår omkring solopgang eller solnedgang, når udstødningsskyen bliver stærkt belyst. Fænomenet ses typisk 30 til 60 minutter før solopgang eller efter solnedgang, og CRS-35 lettede omkring 50 minutter før.

Ifølge vores egen geometriske beregning var det ved opsendelsen kun luften højere end cirka 130 km over rampen, der lå i sollys. I praksis lå grænsen noget højere, fordi den tætte nedre atmosfære dæmper det lys, der passerer skråt igennem den. Raketten fløj mod nordøst, ud over havet mod den lysnende østhimmel, hvor kanten af Jordens skygge lå lavere – og udstødningen begyndte at lyse, så snart den nåede op i det solbeskinnede lag.

Formen skyldes den tynde luft. Tæt ved jorden presser lufttrykket udstødningen sammen til en smal stribe; højt oppe er trykket så lavt, at gassen breder sig ud til alle sider. Ifølge Pål Brekke fra Universitetscenteret på Svalbard begynder effekten i mesosfæren, omkring 80 til 90 km oppe, hvor udstødningen udvider sig, kondenserer og fryser hurtigt. Udvidelsen begynder under skyggegrænsen og fortsætter, mens raketten stiger; det, der lyser, er den del, der er nået op i sollyset.

Det, vi ser, er for det meste is. Ari-Matti Harri fra Finlands Meteorologiske Institut beskriver et sådant lysende spor som hovedsagelig frossen vanddamp med farvede striber, der stammer fra brændstoffets kemi. Det er de solbeskinnede iskrystaller, der lyser.

Vidste du?Noget er stadig uafklaret: Fotos viser hvide, blå, lyserøde og orange skyer i skiftende former, og ud over den generelle sammenhæng med brændstoffets kemi har vi ikke fundet nogen fagkilde, der knytter en bestemt farve eller form til en bestemt årsag.

Hvad raketten havde med

CRS-35 fløj under NASA-kontrakten Commercial Resupply Services, hvor NASA betaler firmaer for at bringe forsyninger og forsøg til rumstationen. Dragon-kapslen havde mere end 2.850 kg (6.300 amerikanske pund) med:

  • Solpaneler: I det trykløse lastrum bagest på kapslen sad det fjerde og sidste par af Redwires udrullelige iROSA-solpaneler, der hver er bygget til at levere mere end 20 kW.
  • Forskning: Over 40 forsøg, heriblandt LambdaVision-1 (kunstige nethinder), Stellar Spheroids (hjertevæv i 3D), ELF-Unconventional Glass 2 (glas af grundstoffer, der er tungere end dem i almindelig siliciumdioxid) og MINDS, der bruger hjerneorganoider til at studere alzheimers, parkinsons og multipel sklerose.
  • Reservedele: Dele til robotarmen Canadarm2 og en beskyttende »muslingeskal«, som et defekt armled skal bringes hjem i; leddet blev afmonteret under en rumvandring den 30. juni.
  • Udstyr: En doseringspumpe til toilettet, sensorer, der kontrollerer kvaliteten af toilettets forbehandlingsvæske, et robotværktøj og et sammenfoldeligt urinal, der afprøves til Artemis III-missionen.

Dragon C211 var på sin fjerde flyvning. Førstetrinnet B1096 fløj for ottende gang og landede på Landing Zone 40 lige ved siden af rampen. På vej ned bevægede det sig hurtigere end lyden, og braget rungede ud over hele Floridas Space Coast.

Den 15. oktober kl. 14.27 UTC – tidligere end planlagt – lagde Dragon til ved den port på Harmony-modulet, der vender ud mod rummet, mens stationen var omkring 400 km over Sydafrika. Den skal efter planen forblive ved stationen til midten af november og derefter lande i havet ud for Californien.

Tidligere »vandmænd«, bobler og spiraler

  • 9. december 2009, Norge: En spiral hang over Nordnorge og Nordsverige i omkring ti minutter. Rusland bekræftede en mislykket prøveaffyring af et Bulava-missil; astrofysikeren Jonathan McDowell foreslog, at en beskadiget dyse på tredjetrinnet havde sat trinnet i rotation – en forklaring, der aldrig er blevet eftervist.
  • Oktober 2017, over Sibirien: Ifølge det russiske forsvarsministerium skyldtes en lysende »boble« på himlen et Topol-M-missil, der var affyret fra Plesetsk i den nordlige del af det europæiske Rusland mod testområdet Kura på Kamtjatka – en bane, der fører hen over Sibirien.
  • 22. december 2017, Californien: En Iridium-opsendelse fra Vandenberg omkring 30 minutter efter solnedgang kunne ses helt fra Phoenix, og brandvæsenet i Los Angeles udsendte en meddelelse om det »mystiske lys«.
  • 6. maj 2022, Florida: En Starlink-opsendelse før daggry kunne ses helt fra Savannah i Georgia.
  • 2. maj 2024, Estland: Mens folk ventede på nordlyset, dukkede en lysende spiral op. Det var ikke en udstødningssky fra en opsendelse: Estiske eksperter forklarede, at det højst sandsynligt var et øvre rakettrin fra SpaceX i kredsløb, der roterede langsomt, mens det lukkede resterende brændstof ud ved missionens afslutning.
  • Natten mellem 16. og 17. april 2026, Finland: En Sojus fra Plesetsk lyste nattehimlen op og fik adskillige til at ringe til alarmcentralen; den blev set nær Finlands østgrænse, i Kuopio og Seinäjoki samt i Norge og i Umeå i Sverige.

Kunne man se den fra Europa?

Nej, af to grunde. For det første afstanden: Florida ligger flere tusind kilometer fra Europa, og selv noget i rumstationens højde, 400 km, er under horisonten for alle, der er mere end omkring 2.200 km væk – og udstødningen befandt sig lavere end det. For det andet var det allerede dag i hele Europa kl. 10.33 UTC, og en vandmand viser sig kun, når en solbeskinnet udstødningssky ses mod en mørk himmel.

Sådan får du selv en at se

  • Tidspunkt: Hold øje med opsendelser i cirka den sidste time før solopgang eller den første time efter solnedgang.
  • Tidsplaner: Raketselskaberne offentliggør planlagte tidspunkter, men opsendelser bliver tit udskudt, så tjek igen samme dag.
  • Retning: Se mod opsendelsesstedet og rakettens flyvebane. På et par hundrede kilometers afstand står skyen ret lavt på himlen, men den breder sig vidt og kan blive hængende.
  • I Nordeuropa: Nogle opsendelser fra Plesetsk kan ses fra Finland, og et øvre rakettrin i kredsløb, der lukker brændstof ud, kan dukke op helt uden varsel, som det skete over Estland i 2024.

Kilder og licenser

Se det på himlen, hvor du bor

Hent i Google PlayEndnu ikke til iOS

Flere nyheder

Orioniderne, støvet fra Halleys komet, topper natten mellem den 21. og 22. oktober — bedst i de mørke timer før daggry

Hvert år i oktober passerer Jorden gennem en strøm af støv fra Halleys komet, og kornene rammer den øvre atmosfære med 66 kilometer i sekundet — nogle af de hurtigste meteorer, de store sværme byder på. Maksimum falder i 2026 den 21. oktober omkring kl. 18.30 UTC, og den bedste nat er natten mellem den 21. og 22. oktober. I år står en lys måne, omkring 80 procent belyst, på himlen til et godt stykke efter midnat, så de brugbare timer ligger mellem Månens nedgang og daggry — SkyFlux giver begge tidspunkter for det sted, hvor du er. Her kan du læse, hvornår og hvor du skal kigge, hvorfor meteorerne er så hurtige og støvet så gammelt, hvorfor Jorden overhovedet møder det, og hvordan Jupiter nu og da samler det til et udbrud. Til sidst kommer et ærligt tal: omkring 9 til 15 meteorer i timen under en mørk himmel på landet, og færre nær byen.

Leoniderne topper natten mellem den 17. og 18. november — et stille år for sværmen, der engang faldt som sne

Kort før midnat UTC natten mellem den 17. og 18. november 2026 passerer Jorden gennem støvet fra komet 55P/Tempel-Tuttle, og Leoniderne når deres maksimum. I år bliver de beskedne — en ZHR på omkring 15 (antallet under en ideel himmel; mere om det nedenfor), og ifølge den beregning af støvsporene, der er offentliggjort for i år, hæver ingen af dem antallet mærkbart. Men forholdene er gode: Månen, der er halvt belyst, går ned før midnat på den nordlige halvkugle og en time eller to efter midnat på den sydlige, og radianten, det punkt meteorerne ser ud til at flyve ud fra, står højt i de sidste mørke timer før daggry. Og Leoniderne er ikke en hvilken som helst sværm. De er de hurtigste af de store sværme, de rammer Jorden næsten forfra, og en enkelt nat i 1833 flyttede de stjerneskuddene fra meteorologien over i astronomien. Her kan du læse, hvornår og hvor du skal kigge, hvorfor meteorerne er så hurtige, om stormene i 1833, 1966 og 1999 — og hvad modellerne siger om den næste.

Draconiderne topper natten mellem den 8. og 9. oktober 2026 — på nordlige breddegrader står radianten højest om aftenen, men maksimum har sit eget tidspunkt

Den 9. oktober 2026 omkring kl. 01.20 UTC krydser Jorden støvstrømmen fra komet 21P/Giacobini-Zinner — i Europa, Afrika og Amerika er det natten mellem den 8. og 9. oktober. De fleste meteorsværme giver flere meteorer hen mod morgenen, og det er der en god grund til. Hos Draconiderne er det omvendt, og grunden er ikke den, de fleste vejledninger angiver. Her finder du den beregnede kurve, der viser, at sværmen virkelig opfører sig omvendt, en forklaring, der samtidig gør rede for, hvorfor Perseiderne og Geminiderne tager til hen mod morgenen, et blik på kometen, hvis støvstrøm Jorden krydser — og et ærligt bud på 2026: en ZHR på omkring fem, ikke noget skue. Artiklen tager også det med, som de fleste vejledninger springer over: fra nordlige breddegrader står radianten højest om aftenen, men sværmens eget maksimum ligger fast i UTC — så hvilken time på natten der er den bedste, afhænger af, hvor du er — først og fremmest af din længdegrad, men også af din breddegrad.

Saturn er på himlen hele natten den 4. oktober — sådan finder du den

Den 4. oktober 2026 står Saturn i opposition — Jorden passerer mellem Solen og Saturn, og planeten er tættere på os end på noget andet tidspunkt på året. Det er ikke bare en dato i kalenderen. Det betyder tre ting på én gang: Saturn står op ved solnedgang, er på himlen hele natten og er på sit klareste i år. Her får du nattens forløb, kompasretningerne og en ærlig beskrivelse af, hvad du faktisk ser med det blotte øje, med kikkert og med teleskop — og en overraskelse, som beregningerne afslører: den bedste nat er måske ikke den 4. oktober.