NGC 1827: Hubble-billede af en spiralgalakse set fra kanten i Duen

En spiral set fra siden

NGC 1827 ligger omkring 37 millioner lysår borte. I katalogerne klassificeres den som en bjælkespiral af sen type (type Sc) med en lille central udbulning og løst snoede spiralarme. Skivens hældning er omkring 85 grader, hvor 0 grader ville være lige forfra, og derfor ser den omtrent fem gange så lang ud, som den er bred. Den spænder over lidt mere end tre bueminutter, hvilket på den afstand svarer til omkring 35.000 lysår.

Fra kanten viser skiven sin profil: et blegt bånd af stjernelys omkring en lysere central udbulning med en uregelmæssig linje af rødbrunt støv og blå klumper langs midten. Ifølge NASA er de blå klumper steder, hvor der sandsynligvis dannes nye stjerner. Unge, varme stjerner lyser blåt, mens støvet absorberer lyset fra stjernerne bagved og gør det rødere.

Vidste du?De fire stråler omkring den klare forgrundsstjerne er en optisk effekt: Stjernelyset afbøjes af de stivere, der bærer Hubbles sekundærspejl, og derfor får alle klare stjerner på Hubble-billeder det samme kors.

Hvorfor astronomer ser på galakser fra kanten

Set forfra viser en galakse sit spiralmønster; set fra kanten viser den den tredje dimension: hvor langt stjernerne når op over og ned under skivens midterplan. En undersøgelse af 34 galakser set fra kanten viste, at deres lys bedst forklares med to komponenter: en tynd skive og en tyk skive, der er omkring dobbelt så tyk. I galakser, der roterer langsommere end omkring 120 km/s, står den tykke skive for næsten halvdelen af lyset og for størstedelen af stjernemassen. Det tyder på, at de fleste af deres stjerner er gamle, også når galakserne ser blå ud.

Støv ses også lettest fra kanten, som en silhuet mod stjernelyset bagved. En undersøgelse af skivegalakser set fra kanten viste, at skarpe, smalle støvbånd er almindelige i galakser, der roterer hurtigere end omkring 120 km/s, og stort set mangler i de langsommere, hvor den kolde gas og støvet danner et tykkere og mere turbulent lag. Gassen i NGC 1827 roterer med omkring 77 km/s, og på billedet ligger støvet pletvist og usammenhængende frem for i ét knivskarpt bånd, hvilket stemmer med den tendens.

I en skive, der ses fra kanten, bevæger gassen sig på den ene side næsten direkte mod os og på den anden side væk fra os. Derfor skal de målte rotationshastigheder kun korrigeres lidt for hældningen: For NGC 1827 hæver korrektionen hastigheden fra 76,9 km/s til blot 77,2 km/s.

En del af en optælling af små galakser

Billedet stammer fra Hubble-program 18061, Hubble Census of Nearby Satellites, som ledes af Michael Jones (Caltech). Målet er at optælle alle satellitgalakser over en fastsat lysstyrkegrænse rundt om 22 mælkevejslignende værtsgalakser inden for omkring 32 millioner lysår, i alt 260 satellitter. 111 af dem var allerede fotograferet med Hubble; de øvrige 149 får hver tildelt observationstid svarende til ét Hubble-omløb. NGC 1827 står på programmets liste over mål. I katalogerne hører den til NGC 1808-gruppen, og afstandsestimaterne på 36–37 millioner lysår placerer den lige uden for undersøgelsens nominelle grænse.

Små galakser er en prøvesten for modellerne for, hvordan stof klumper sig sammen, og netop på små skalaer stemmer modellerne ofte dårligt overens med observationerne. Indtil for nylig var satellitgalakserne omkring vores egen galakse og dens naboer de eneste, der var kortlagt fuldstændigt. NGC 1827 blev fotograferet med Hubbles Wide Field Camera 3 gennem to filtre: F606W (et bredt bånd i synligt lys med centrum nær 589 nm) og F814W (nærinfrarødt, med centrum nær 804 nm). Hubble kan skelne de enkelte stjerner, og med to farver kan man finde spidsen af den røde kæmpegren, det vil sige den næsten faste maksimale lysstyrke, som røde kæmper i en gammel stjernepopulation når. Ud fra den lysstyrke kan man bestemme afstanden.

Kan du se NGC 1827?

NGC 1827 ligger i Duen ved rektascension 5h 10m og deklination −37°. Nord for 53° N står den aldrig op, så fra København (55,7° N) kommer den slet ikke over horisonten. Fra den sydlige halvkugle er den godt placeret: Den står højest midt om natten i december og om aftenen i januar og februar.

Katalogerne angiver en samlet lysstyrke på omkring magnitude 13, fordelt over en stribe på omkring tre bueminutter, så selv i et teleskop under en mørk himmel er den kun et svagt lysskær. Støvet og de blå stjernedannende klumper kommer kun frem på fotografier med lang eksponeringstid.