SkyFlux

PLANETER

BepiColombo skal efter planen gå i kredsløb om Merkur den 21. november

Udgivet · Opdateret

Diagram: den grå Merkur til venstre, omgivet af en lille blågrøn bane for MPO og en lang blå ellipse for Mio, der rækker langt ud til højre; en tidslinje forneden viser opsendelsen i 2018, forbiflyvningen af Jorden og de to af Venus, seks forbiflyvninger af Merkur og ankomsten i kredsløb den 21. november 2026.
BepiColombos to sonder tegnet i korrekt målestok omkring Merkur: ESA's MPO skal flyve 480 til 1.500 km over overfladen, JAXA's Mio 590 til 11.640 km. Begge baner går hen over polerne; hvordan de ligger i rummet, er tegnet skematisk. Nederst ses de ni forbiflyvninger, der bremsede rumsonden. Banedata og datoer er fra ESA, som gør opmærksom på, at datoerne kan ændre sig.SkyFlux · ESA, NASA NSSDC

Den europæisk-japanske rumsonde BepiColombo skal efter ESA's plan gå i kredsløb om Merkur den 21. november (tidspunktet på dagen er ikke offentliggjort). Rejsen begyndte i oktober 2018 og krævede ni forbiflyvninger af planeter. Det skyldes ikke, at Merkur er langt væk, men at en sonde, der falder ind mod Solen, kommer for hurtigt frem til, at planeten kan fange den.

Det sker den 21. november og derefter

BepiColombo består nu af to rumsonder, der rejser som én: ESA's Mercury Planetary Orbiter (MPO) og JAXA's Mercury Magnetospheric Orbiter, kaldet Mio. Et tredje fartøj, Mercury Transfer Module (MTM), bar dem og skubbede dem frem med sine ionmotorer indtil midten af juni. Det blev koblet fra den 3. september, og siden da er det MPO's egne raketmotorer, der har styret de to.

Den 21. november skal de to sonder, som stadig sidder sammen, gå ind i en polær bane, der fører dem hen over begge poler, så hele overfladen efterhånden passerer under dem, mens Merkur drejer om sin akse. Derefter ser ESA's offentliggjorte plan sådan ud:

  • 9.–10. december: MPO frigør Mio, som går ind i sin egen bane.
  • 16. december: MPO kaster Mios solskjold af og begynder nedstigningen til sin egen bane.
  • 10. marts 2027: MPO når sin endelige bane.
  • April 2027: De videnskabelige målinger begynder.

Hvor sikker er datoen? ESA's opdatering fra den 6. oktober 2026 siger stadig 21. november, men ESA's tidslinje tilføjer, at de nøjagtige datoer kan ændre sig af driftsmæssige årsager. Datoen er flyttet før: I april 2024 forhindrede en fejl i strømforsyningen ionmotorerne i at yde fuld kraft, og indsættelsen i kredsløb, der var planlagt til december 2025, blev udskudt til november 2026. Nogle af ESA's sider angiver december 2026 som ankomst, tilsyneladende regnet fra den 9.–10. december, hvor de to sonder flyver hver for sig.

To sonder, to opgaver

MPO skal kredse 480 til 1.500 km over overfladen med en omløbstid på 2,3 timer. De fleste af sondens elleve instrumenter skal undersøge selve planeten: En laserhøjdemåler skal kortlægge overfladens højdeforhold, røntgen- og gammastrålespektrometre skal måle, hvad overfladen består af, og radiosporing skal kortlægge tyngdefeltet og ud fra det afsløre kernens størrelse og tilstand.

Mio skal følge en langstrakt, elliptisk bane fra 590 til 11.640 km over overfladen med en omløbstid på 9,3 timer. Sondens fem instrumenter skal måle Merkurs magnetfelt, de elektrisk ladede partikler, der er fanget i det, planetens tynde eksosfære (herunder dens natrium) og støvet langs Merkurs bane.

ESA vil blandt andet undersøge, hvorfor en så lille planet stadig har et magnetfelt, hvorfor der er is i kratere nær polerne på en klode så tæt på Solen, og hvordan de landformer på overfladen, der kaldes hollows, er opstået. BepiColombo bliver efter NASA's MESSENGER (2011–2015) den anden mission i kredsløb om Merkur og den første med to sonder dér.

Derfor tog det otte år

Merkur er aldrig mere end omkring 220 millioner km fra Jorden, og alligevel har BepiColombo tilbagelagt 9,9 milliarder km for at nå frem. Problemet er farten, ikke afstanden. En rumsonde, der falder ind mod Solen, tager fart hele vejen: Hvis den gled ned fra Jordens bane ad den energimæssigt billigste vej, ville den nå Merkurs afstand fra Solen med omkring 57 km/s, ca. 10 km/s mere end planetens egen fart dér. Merkurs tyngdekraft er svag (undvigelseshastigheden er 4,3 km/s), så for at blive indfanget skal en sonde nærme sig med næsten samme fart som planeten og i næsten samme retning.

Derfor brugte BepiColombo otte år på at komme af med den overskydende fart. Ionmotorerne skubbede blidt i uger ad gangen, og ni forbiflyvninger ændrede sondens fart og retning: Jorden (april 2020), Venus to gange (oktober 2020 og august 2021) og Merkur seks gange (oktober 2021 til januar 2025). Hver passage bragte sondens bane om Solen tættere på Merkurs egen, indtil planeten kunne indfange den.

Merkur på himlen samme uge

Sent den 20. november (UTC) når Merkur også sin største vinkelafstand vest for Solen, så morgenerne omkring den dag, hvor BepiColombo går i kredsløb, er et godt tidspunkt til at se planeten på nordlige breddegrader: Fra København står den omkring 9° over horisonten i sydøst, når det borgerlige tusmørke begynder, dvs. når Solen står 6° under horisonten. Vores artikel »Merkur på morgenhimlen: Brug Venus til at finde den før solopgang« viser, hvor du skal kigge. Fra omkring 34° S (Sydney eller Cape Town) står Merkur kun omkring 4° over horisonten på samme tidspunkt i tusmørket og er svær at fange.

Selve rumsonden kan ikke ses. Et fartøj, der er omkring ti meter på tværs, 150 millioner km væk og kun omkring 20° fra Solen, er langt uden for ethvert teleskops rækkevidde.

Kilder og licenser

Se det på himlen, hvor du bor

Hent i Google Play App Store

Flere nyheder

Kometen Euclid: ESA's teleskop, der kortlægger galakser, har fundet sin første komet

ESA's rumteleskop Euclid, der er bygget til at kortlægge galakser, har fundet sin første komet, som nu hedder C/2026 S1 (Euclid). Den er omkring 1,3 milliarder kilometer fra Jorden og befinder sig højt over det plan, planeterne bevæger sig i, næsten lodret over Solen; dens bane hælder 85° i forhold til dette plan.

Nogle hvide dværge ville se grønne, lyserøde eller lyslilla ud tæt på

Hvide dværge er de tætte rester af stjerner som Solen, og vi forestiller os dem som regel hvide eller svagt blå. En undersøgelse ledet af Mark Hollands fra University of Warwick, offentliggjort i RAS Techniques and Instruments den 15. oktober 2026, beregner, hvilken farve en iagttager ville se, hvis vedkommende var tæt nok på til at se den hvide dværg som en skive. De fleste er faktisk hvide: Blandt de 152 hvide dværge nærmest Solen har kun omkring hver tredivte en farve, der tydeligt adskiller sig fra et glødende legemes, og de få ser lyserøde eller gule ud. Blandt de sjældnere, håndplukkede stjerner fandt holdet desuden én, der ville se tydeligt grøn ud.

MACS J0454.1-0300: Webbs billede af en gylden galaksehob, der bøjer lyset fra fjerne galakser

Månedens billede fra Webb for september 2026 viser MACS J0454.1-0300, en galaksehob i Orion. Hobens tyngdekraft afbøjer og forstørrer lyset fra langt fjernere galakser bag den, og små, lyse pletter i dem ses i nogle tilfælde forstørret mere end 300 gange.

ALMA's cyklus 13: rekordefterspørgsel og nye Band 2-modtagere

ALMA-observatoriet i Chile begyndte sin trettende observationscyklus den 1. oktober 2026 med rekordefterspørgsel: Astronomerne bad om næsten ni gange så meget tid på observatoriets vigtigste antennegruppe, 12 m Array, som der var til rådighed. Samtidig blev et nyt sæt modtagere, kaldet Band 2, for første gang stillet til rådighed i en almindelig observationscyklus.